| 09.09 | Rådgivningen |
| 16.09 | Rådgivningen |
| 18.09 | Strategisk Forum |
| 23.09 | Rådgivningen |
| 30.09 | Rådgivningen |
| Se flere… |
| 07.09 | Biblioteket |
| 09.09 | Rådgivningen |
| 10.09 | Caféaften i LGBT Ungdom |
| 14.09 | Biblioteket |
| 14.09 | Intro til LGBT Ungdoms bestyrelse |
| Se flere… |
En forening med respekt for sig selv har et logo – et billede eller en ikon der skal symbolisere hvad foreningen står for. Når en forening skifter karakter, er det også oplagt, at den skifter logo, for dermed at vise, at man lige netop har forandret sig.
Det er derfor heller ikke så mærkeligt, at LGBT Danmark, det tidligere LBL, har fået et nyt logo. Det gamle logo, der stammer fra dengang foreningen stadigvæk hed LBL, var en let kreation over temaet ”lyserød trekant”. Den lyserøde trekant blev i 1970’erne et populært symbol for de homoseksuelles kamp mod undertrykkelse og diskrimination. Den lyserøde trekant skulle lede tankerne hen på den nazistiske forfølgelse af homoseksuelle. Mænd, der under nazismen blev smidt i koncentrationslejr fordi de havde haft sex med andre mænd, blev nemlig der ofte tvunget til at gå med en lyserød trekant som skulle vise alle hvor modbydelige de var.
Den lyserøde trekant som symbol på homokampen var altså alt andet end et oplæg til fest og farver, men i stedet udtryk for at homoseksuelle skulle identificere sig med ofrene for nazisternes forfølgelser og på denne baggrund tage kampen op mod undertrykkelsen.
Imidlertid er den lyserøde trekant slet ikke så velegnet som symbol på den homoseksuelle frihedskamp. I Nazityskland var sex mellem kvinder ikke kriminaliseret, og det kan ikke dokumenteres, at nogle lesbiske eller biseksuelle kvinder er blevet anbragt i koncentrationslejr udelukkende fordi de havde haft sex med kvinder. Den lyserøde trekant er altså et symbol der trækker på mindet om den nazistiske forfølgelse af homoseksuelle og biseksuelle mænd, mens den ignorerer de lesbiskes og de biseksuelle kvinders særlige historiske situation. Og nu, da LBL har skiftet navn til LGBT Danmark, fordi også transpersoner er blevet til en del af foreningens målgruppe, er det oplagt at foreningen har brug for et nyt logo.
LGBT Danmarks nye logo, der kan ses her (http://www.facebook.com/pages/LGBT-Danmark/202329553191), skal symbolisere foreningens nye mangfoldighed. Logoet består af fire, forskelligt farvede cirkelkvarte, der tilsammen danner en cirkel samtidigt med, at de enkelte kvarte er tydeligt adskilte fra hinanden.
For mig at se symboliserer logoet at de fire identiteter, som specifikt nævnes i foreningens navn, nemlig lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner, er ligestillede identiteter. Der er ingen identitet der får lov til at dominere på de andres bekostning og der er ingen identitet, der bare er et appendiks. De fire identiteter er klart adskilte fra hinanden, men de udgør alligevel et fællesskab.
Med andre ord symboliserer LGBT Danmarks nye logo, at foreningen ikke ser sig som en forening for homoseksuelle, primært bøsser, der så også kan tolerere at biseksuelle og transpersoner er med, men at man i stedet virkelig vil være for alle dem, der nævnes i foreningens navn. Det er et flot og klart signal og en klar målsætning, om end det nok ikke bliver helt nemt at få omsat dette ideal til virkelighed.