Anmeldelse: Åbne og lukkede døre

”Åbne og lukkede døre – En antologi om køn i pædagogik” er en bog man bliver klogere af – selvom den desværre ikke er uden fodfejl.

”Åbne og lukkede døre – En antologi om køn i pædagogik” vil udforske et i dansk sammenhæng underbelyst forhold, nemlig hvordan pædagoger og lærere kan modvirke kønsstereotyper og diskrimination af lgbt-personer i arbejdet med børn og unge.

”Åbne og lukkede døre” indledes med en artikel der introducerer læseren til de moderne kønsteorier, i særdeleshed den såkaldte socialkonstruktivisme, der hævder, at kønsrollerne og kønsidentiteterne er skabt af sociale og andre samfundsmæssige forhold og altså ikke er dikteret af biologien. Dernæst følger en række artikler om køn og pædagogik først i børnehaven og så i folkeskolen. Til sidst kommer der nogle artikler af mere overordnet karakter om selve problemstillingen: køn og pædagogik.

”Åbne og lukkede døre” har mange klare kvaliteter. Den er skrevet på et relativt nemt fatteligt sprog, hvad jo desværre ofte ikke kendetegner bøger og artikler om kønsteori. Den eneste undtagelse er den sprogligt noget overakademiske artikel ”Dét, de siger, bliver man selv! – Om kønskompetencer i skolens praksis”. Sjovt nok behersker lige præcis denne artikels forfattere ikke den ædle kunst at lave korrekte litteraturhenvisninger i forbindelse med citater.  Ellers er ”Åbne og lukkede døre” pænt fejlfri på det tekniske plan, hvis man lige ser bort fra, at udgiverne har glemt at anføre artiklen ”Hvad gør vi med køn i skolen? – Om køn i skolen og i historien” i bogens indholdsfortegnelse.

”Åbne og lukkede døre” er på mange måder en øjenåbner. Læseren får indblik i i hvor høj grad børn og unge  bliver mødt med meget firkantede forventninger til hvordan de bør være, følge og tænke, på baggrund af deres biologiske køn. Forventninger som faktisk ofte er kontraproduktive, så som at forventningerne til en ”rigtig” dreng står i modsætning til forventningerne til en ”god” elev. Det er også en rød tråd gennem ” Åbne og lukkede døre”, at de kønsrolleforventninger, som børn og unge mødes med, hænger sammen med de voksnes angst for at de små rollinger kunne udvikle sig til at blive homoseksuelle. Ligesom det påvises, at de voksnes firkantede forventninger til drenge og piger marginaliserer de børn og unge, der ikke lever op til kønsrolle stereotyperne.

Ud over at lgbt-perspektivet synes at være nærværende i alle artikler har ”Åbne og lukkede døre” desuden to artikler, ”Den første gang kan se ud på mange måder – Hvordan skaber vi et trygt rum for homo-, bi-, og transpersoner i undervisningen?” og ”Queerpædagogik – En måde at udfordre heteronormen på i arbejdet med børn og unge”, der har fokus på inklusion af lgbt-personer og modvirkning af diskrimination samt homo-, bi- og transfobi.

Alt i alt er der altså tale om et prisværdigt initiativ. Alligevel må jeg indrømme, at jeg ikke er helt begejstret. For det første bærer ”Åbne og lukkede døre” efter min mening præg af at man ”prædiker for de omvendte”. Vi får alt for lidt at vide om hvorfor køn er sociale konstruktioner og ikke produkter af biologien, idet man øjensynligt går ud fra, at denne indsigt er så indlysende, at man ikke behøver at forklare den. Men set i lyset af at kønskonstruktivismen i dansk sammenhæng klart er en mindretalsposition, selv blandt lgbt-personer, havde det nok være klogt at bruge meget mere krudt på at prøve at overbevise alle dem, der ikke deler denne forståelse af køn og seksualitet.  I øvrigt benytter man sig også af et sprog der delvist er lige lovligt kønspolitisk korrekt. Jeg har i hvert fald svært med at se mig varm på udtryk som ”drengeligt hhv. pigeligt kropsmærkede børn”.

For det andet så synes jeg, at ”Åbne og lukkede døre” sjovt nok ikke er specielt gennemtænkt på det teoretiske niveau. F.eks. følger jeg mig noget forundret over følgende udsagn som man finder i artiklen ”Den første gang kan se ud på mange måder – Hvordan skaber vi et trygt rum for homo-, bi-, og transpersoner i undervisningen?”: ”Spørgsmålet er, hvad vil vi med seksualundervisningen? Et perspektiv kunne være, at der er flest heteroseksuelle, derfor skal undervisningen tage udgangspunkt i dem. Men faktisk kan der være en vigtig og pædagogisk pointe i netop at se hbt-elever i klassen – og de andre børn, som falder udenfor normen, fordi de ofte ikke bliver set og anerkendt andre steder. Mange heteroseksuelle unge kan spejle sig i ungdomskulturen og få oplysning fra familie, venner og medier. Hbt-unge udgør en gruppe af børn og unge, der har brug for seksualundervisning og brug for at blive bekræftet, set, taget hånd om og undervist i prævention og sexsygdomme, fordi den oplysning ikke er tilgængelig andre steder”.

Men er udgangspunktet i seksualundervisning ikke lige præcis, at vi ikke kan forvente, at unge selv kan finde den information om sex og kærlighed de har brug for? Og hvor er de biseksuelle i øvrigt henne i det her perspektiv? Skal de også bare selv finde ud af hvordan man forebygger uønsket graviditet og andre bivirkninger, der kan opstå ved at have sex med en med samme biologiske køn som en selv? Men også på det mere teoretiske plan halter man her. Jeg tror ikke, at vi kan tage udgangspunkt i en antagelse om at børn og unge nødvendigvis har færdig designede seksuelle og kønsmæssige identiteter. Og vi kan slet ikke tage udgangspunkt i, at de kønsmæssige og seksuelle identiteter som børn og unge måtte have hhv. senere måtte udvikle, fastlægger hvordan de vil agere seksuelt. En del lgbt-personer har hhv. har haft sex med personer af modsat biologisk køn som dem selv, og derfor har lgbt unge brug for information om prævention og ”heteroseksuelt” overførte kønssygdomme. En del heteroseksuelle har hhv. har haft sex med en person med samme biologisk køn som dem selv, og derfor har heteroseksuelle unge brug for information om ”homoseksuelt” overførte sexsygdomme. Eller sagt med andre ord, uanset identitet, nuværende eller kommende, har unge brug for en bredspektret seksualundervisning. Det de ikke har brug for er kampe om hvem der skal prioriteres på bekostning af de andre.

 

Ane H. Kirk, Katrine Scott, Karoline Siemen & Anne Wind (red): Åbne og lukkede døre – En antologi om køn i pædagogik

Forlaget Frydenlund & Foreningen Køn i pædagogik

228 sider

299 kr.