Dansk Folkeparti, de homoseksuelle og senmoderniteten

Dansk Folkepartis kamp mod homorettighederne skyldes deres angst for senmoderniteten.

Hvis man skulle udpege en gruppe mennesker, der kan siges at repræsentere hhv. symbolisere senmoderniteten, så er det de homoseksuelle. Selve ideen om homoseksuelle rettigheder og kampen for disse er om noget et symbol på det senmoderne samfunds fokus på individets rettigheder og opgør med religiøse og sociale normer, der kræver, at den enkelte skal tilpasse sig kollektivets krav. De årlige pride parader er da også nærmest indbegrebet af hvad mange ser som den vestlige verdens frigjorthed og fordomsfrihed.

Men det forhold, at homorettigheder og pride parader på en gang symboliserer senmodernitet, opgør med traditionerne og vestlig frigjorthed forklarer også Dansk Folkepartis problemer med de to førstnævnte fænomener.

Dansk Folkepartis politik og samfundsvision er nemlig, ligesom hos de andre ultrahøjre bevægelser i den vestlige verden, præget af frygt for senmoderniteten og de sociale forandringer som den har medført, samtidigt med at man ser sig som den vestlige verdens tro forsvarere.

Dansk Folkeparti er præget af en indgroet frygt for senmoderniteten. Man frygter globaliseringen og dens nedbrydning af nationalstaten og den etnisk-religiøse monokultur, men man frygter også den seksuelle revolution, nedbrydningen af de traditionelle kønsroller og den heteroseksuelle kernefamilies opløsning. Det er derfor grundlæggende set oplagt, at Dansk Folkeparti har markeret sig som en indædt modstander af f.eks. homoadoption og homoægteskabet. Disse tiltag er jo udtryk for, at Danmark er på fuld flugt væk fra de 1950’er værdier, der i den grad synes at præge partiets verdensanskuelse.

Dansk Folkeparti har imidlertid det problem, at homorettigheder som sagt også er blevet til vestlige værdier. For et parti, der om noget ønsker at fremstå som provestligt og anti ikke-vestligt (i særdeleshed antimuslimsk) udløser det et dilemma. Hvordan kan man være pro-vestlig samtidigt med, at man er i mod homorettigheder? Løsningen er dog lige for hånden. Ved at påstå, at det kun er muslimer, der er imod homoseksuelle, kan man outsource angsten for de homoseksuelle og placere den hos den gruppe, som man i forvejen ser som fjende nummer et.  Hermed kan man lancere sig selv som homorettigheds forkæmpere, fordi man jo bekæmper islam. Og så kan man efter egen mening med god ret og samvittighed deltage i årets pride parade, samtidigt med at man i folketinget kæmper med næb og klør mod en fuld samfundsmæssig accept af homoseksuelle parforhold.